Kontakt os
Vi sidder klar til hjælpe dig. Udfyld felterne og vi svarer tilbage hurtigst muligt.
VORES DRIVKRAFT
- Vi har konstant fokus på at vækste og yde den absolutte bedste service for alle vores kunder. Vi er drevet af at blive bedre og hurtigere til at producere pakninger og tætninger. For os er stagnation lig med tilbagegang. Sådan har Mikkel og jeg lært at drive forretning af vores far, og det skal der ikke laves om på. Sådan siger vores adm. direktør Martin Steffensen. Sammen med sin bror Mikkel Steffensen ejer han STEFFCA A/S, som blev grundlagt for 30 år siden af deres forældre.
ER LØBET TØR FOR PLADS
At udvikle og gøre tingene større, er ifølge Martin Steffensen det sjove ved at drive virksomhed. Men væksten betyder, at STEFFCA nu er løbet tør for plads her på Romsøvej i Nyborg. Nogle råvarer må endda opbevares i containere og hos vores nabo for at gøre plads til en nyindkøbt maskine.
- Vi har ca. 3.000 kvadratmeter her, og det er for lidt. Indretningen er heller ikke optimal, da vi flere gange har udvidet i form af knopskydninger. Det udfordrer vores logistik. Derfor er vi meget langt med planerne om at opføre et ny domicil på ca. 6.000 kvadratmeter.
SAMFUNDSANSVAR
Hos STEFFCA er samfundsansvar en vigtig del af DNA’et og grundlaget for måden at drive forretning på. Det er en arbejdsplads, hvor der skal være plads til alle – og hvor alle er lige vigtige.
- Vi vil rigtig gerne hjælpe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i job. Af vores 43 medarbejdere er syv ansat efter at have været i jobprøvning hos os. Nogle er på flextid og andre på fuldtid, men fælles for dem alle er, at de hver dag yder en fantastisk indsats sammen med resten af STEFFCA-holdet, siger Martin Steffensen.
Vi støtter også private og offentlige initiativer, for eksempel Nyborg Voldspild, Odense Håndbold, Dansk Røde Kors og Danmarks Indsamling.
SKELSÆTTENDE SKRIDT UD I VERDEN
1. februar 2023 åbnede vi et salgskontor i Tyskland. Med Mikkel Steffensen som eksportchef er der allerede opbygget en ganske pæn eksport, og strategien har i nogle år været at gøre yderligere et fremstød.
Først på listen stod Sverige, hvor vores produkter allerede er kendte. Men da en branchekendt tysker viste interesse for at blive en del af STEFFCA-holdet, greb ledelsen chancen.
- I forvejen har vi en del kunder i Tyskland. Det er et marked af en vis kaliber med en del tung industri. Vi kan allerede se vores fremstød bære frugt i form af nye ordrer og forespørgsler, oplyser Martin Steffensen og tilføjer, at konceptet fra Tyskland er lige til at kopiere til andre lande.
FRA GARAGE TIL A/S OG GENERATIONSSKIFTE
STEFFCA begyndte i en garage i Skalkendrup, hjemme hos Kurt og Dorthe Steffensen. Begge havde været i brændeovnsbranchen, og de så, at der var plads i markedet til en ny leverandør af glasfibersnore.
Løbende kom der flere produkter ind i sortimentet – i de første år var de som regel beslægtet med brændeovnsbranchen. Der blev f.eks. produceret handsker både på adressen i Skalkendrup og i fængslet i Ringe.
I 1998 kom sønnerne til, som de to første ansatte. Kort efter – i 1999 – blev STEFFCA omdannet til et A/S med sigte på et generationsskifte.
OPKØB GAV FEM ÅRS UDVIKLING
Flere produkter kom til, og vi måtte flytte hjemmefra og til Nyborg. Næste markante skridt kom i 2008, da daværende salgsingeniør og nu salgschef René Jeppesen fik nys om, at en pakningsfabrik i Esbjerg var til salg.
- Den var vi ovre at kigge på. På et familieråd bagefter blev vi enige om at købe den og dermed springe fem år frem i vores udvikling. Samtidig begyndte vi en udvidelse her på Romsøvej, så vi et år senere kunne lukke fabrikken i Esbjerg og samle produktionen i Nyborg. Men Esbjerg-købet var helt afgørende for, hvor vi er i dag med STEFFCA, fastslår Martin Steffensen.
PROFESSIONEL BESTYRELSE
I samme fase blev han og broderen eneejere, men Kurt Steffensen er stadig med i bestyrelsen. Den er for nyligt blevet styrket med erhvervsmanden Jørgen Andersen som formand og advokat Jess Aagaard, som medlem af bestyrelsen.
- Det er gode og dygtige folk, som vi kender og respekterer. De er med til at formulere vores vision og lægge strategien, som skal føre os videre, fortæller Martin Steffensen. Vi når vores delmål, og vi ser nok også frem mod en opjustering.
FOKUS PÅ BÆREDYGTIGHED
Ud over de økonomiske mål arbejder vi også ihærdigt med at fremme bæredygtighed og mindske klimaaftrykket. CO2-emissionerne er kortlagt i vores første klimarapport. Nu arbejder vi med tre fokusområder, baseret på FN’s verdensmål. Det drejer sig om ansvarligt sortiment, bæredygtig drift og attraktiv arbejdsplads.
- For os er det et samfundsansvar, at vores pakninger er produceret i de bedste materialer og med de helt rigtige specifikationer. Vores løsninger mindsker risikoen for lækager i kundernes anlæg og er således med til at beskytte miljø og klima.
- Også vores isoleringsløsninger, i form af skræddersyede isoleringspuder, er en yderst relevant løsning for alle de virksomheder, der ønsker at reducere energiforbruget og CO2-udledningen, bemærker Martin Steffensen.
TREDOBBELT JUBILÆUM SKAL FEJRES
Fredag den 25. august fejres STEFFCAs 30-års jubilæum og de to ejeres 25-års jubilæum med Åbent Hus på Romsøvej 24 i Nyborg.
Bagefter er der, på bedste STEFFCA-manér, fest for medarbejdere og ledsagere på Sinatur Hotel Storebælt.
Vi sidder klar til hjælpe dig. Udfyld felterne og vi svarer tilbage hurtigst muligt.
Tak for din besked! Vi vender tilbage til dig snarest muligt.